Foreningen Grøn Fremtid og forfatteren til de ”Suveræne” kogebøger Tina Scheftelowitz søgte familier til at lære hvordan man kan lave lækker mad af rester fra køle- og madskabet. Målet er at reducere madspild og CO2-udledning.
Madspild er en af de helt store syndere, når det kommer til danskernes CO2-udslip. Rigtig mange familier vil gerne leve mere klimavenligt men ved ikke, hvor de skal starte, fortæller Dorte Gade Godsk Hansen, stifter af foreningen Grøn Fremtid. Derfor har foreningen taget initiativ til projekt Rig på Rester, der skal hjælpe familier til bedre at udnytte råvarerne og dermed mindske madspild og CO2-aftrykket.
Projektets forløb fandt sted i familien Haugaard Pedersens køkken. Sammen tømte de køleskabet og tryllede lækkerier frem.
Hver gang jeg smider noget mad ud, bliver jeg irriteret. Det kan være mange forskellige madvarer såsom grøntsager og mælkeprodukter, som vi ikke har fået brugt. Derfor ville vi gerne være med i projektet, fortæller Lone Haugaard Pedersen, der bor i Virum sammen med sin mand og tre børn på ni, tolv og fjorten.
Sanserne blev vækket og familien fik inspiration til, hvordan de kunne bruge deres madrester og køleskabets guld, i stedet for at smide det ud: Mejeriprodukter, grøntsager, brød, middagsrester og alt deres andet resteguld blev til nye lækre retter og tilbehør.
Familiens besparelse ved at spise rester
- Familien består af fem personer; to voksne og tre drenge på 9, 12 og 14.
- Til aftensmad spiser familien som regel traditionel dansk mad, eller italienske retter som lasagne og pasta med kødsovs.
- Ud af de råvarer, som var på vej til at blive smidt ud, blev der lavet mad til 12 personer.
- Ved at spise rester har familien sparet 6,4 kg mad og 8,8 kg CO2 og 93 kroner i forhold til hvis de skulle købe alle ingredienser selv til samme ret og smide de gamle ud.
- Familien har sparet 35,8 kg CO2 ved at spise rester, sammenlignet med hvis familien i stedet havde smidt dem ud, og købt ind til pasta med kødsovs, som er en af familiens favoritter.
- Hvis familien laver samme besparelse hver anden uge, sparer de 166 kg mad, 730 kg CO2 og 2.418 kr. om året
- Hvis alle familier i Danmark kunne lave samme forbedring, vil det svare til 76.266 tons mad og 335.000 tons CO2 om året. Det svarer til 3% af den samlede udledning fra det danske landbrug.
Tips fra den suveræne kok
- Lav en ugentlig tøm-køleskabet-dag, hvor du lægger alle de resterende råvarer på bordet og danner dig et overblik over, hvad du har, og hvordan du kan bruge dem.
- Vær opmærksom på de fem grundsmage: Sur, sød, bitter, salt og umami.
- Duft og smag på råvarerne, også dem du overvejer at smide ud. Så finder du ud af, om de dufter og smager godt, og hvordan de kan bruges ud fra deres grundsmag.
- Slatne gulerødder, salatblade krydderurter mm. kan genoplives, ved at lægge dem i vand med isterninger i en halv times tid.
- Brug friske krydderurter i din madlavning, de giver en frisk smag.
- Væn dine børn til at smage på råvarerene, med tiden vil de spise flere og flere råvarer.
- En god ret indeholder noget sprødt, noget sovset og en frisk salat.
Foreningen Grøn Fremtid blev stiftet af Dorte og Jan, på indsigten – ”6 ud af 10 ønsker en grøn omstilling, men de ved ikke hvordan de skal gribe det an” (Kilde: Gallup). Derfor har forløbet og foreningen til formål at inspirere borgerne til en mere bæredygtiglivsstil, ved at dele viden gennem involverende og konkret vejledning. Forløbet er støttet af Lyngby-Taarbæks bæredygtighedspulje.
Har du og din familie lyst til at være med i projekt Rig på Rester, så skriv til: info@gronfremtid.dk